HVAD SIGER ISLAM OM TERRORISME?

HVAD SIGER ISLAM OM TERRORISME

Et af de særlige kendetegn for vores tidsalder, er den overvældende tilstedeværelse af vold i vore samfund. Om det er en bombe, der eksploderer på et marked, eller det er en flykapring, hvor uskyldige mennesker bliver holdt som gidsler af politiske grunde og mod krav om betaling af løsesum, så lever vi i en tid, hvor manipulation og tab af uskyldige menneskeliv er blevet almindeligt.

Sådan er den vidt udbredte natur af tilfældig vold, at "terrorisme" bliver regnet for en af de største trusler mod fred og sikkerhed i vore samfund. Selve ordet terrorisme er først blevet brugt i vid udstrækning indenfor de sidste årtier. Et af de uheldige resultater af denne nye terminologi er, at det begrænser definitionen af terrorisme til udøverne i små grupper eller enkeltpersoner. I virkeligheden omspænder terrorisme hele verden, og manifesterer sig på forskellige måder. Udøverne passer ikke ind i nogen af stereotyperne. Den, som ikke regner menneskeliv for noget, og som har magten til at ofre menneskeliv, forekommer på forskellige niveauer i vore samfund. Den frustrerede funktionær, som koldblodigt dræber sine kolleger, eller den undertrykte borger i et besat land, som får afløb for sin vrede ved at eksplodere en skolebus, alle disse er terrorister, som fremkalder vores vrede og modvilje. Dog er det ironisk, at politikeren, som bruger ældgammelt etnisk fjendskab mellem grupper af folk for at styrke sin position - statsoverhoveder, som beordrer tæppebombardement af hele byer, de lovpriste forsamlinger, som kvæler millioner af civile ved at bruge sanktioner som våben - alle disse bliver sjældent straffet for deres forbrydelser mod menneskeheden.

Det er denne snævre definition af terrorisme, som kun inddrager individer og grupper, som har bevirket, at muslimer bliver forbundet med gerninger af ødelæggelse og terror, og som resultat heraf bliver de selv ofre for had, vold og terror. Somme tider bliver religionen Islam holdt ansvarlig for gerninger udført af en håndfuld muslimer, og ofte for gerninger udført af ikke-muslimer.

Kan det passe, at Islam, hvis lys endte middelalderen i Europa, nu foreslår en kommende terroralder? Kan en tro, som har over 1,2 milliarder følgere verden over, og over 7 millioner i Amerika, virkelig støtte drab og lemlæstelse af uskyldige mennesker? Kan Islam, hvis navn i sig selv står for "fred" og "overgivelse til Gud", opfordre sine følgere til at arbejde for død og ødelæggelse?

Alt for længe har vi stolet på populære fremstillinger i medierne og i Hollywoods film for at få svar på disse relevante spørgsmål. Nu er tiden kommet til at se på Islams kilder og dens historie for at afgøre om Islam virkelig opfordrer til vold.

UKRÆNKELIGHEDEN AF MENNESKELIV

Den hellige Quran siger:

"..Og dræb ikke det liv, som Allah har gjort ukrænkeligt, medmindre det sker med rette. Dette pålægger Han jer, for at I må være forstandige."

(Quran 6;151)

"…take not life, which god hath made sacred, except by of justice and law: thus doth He command you, that ye may learn wisdom."[Al Quran 6:151]

Islam regner alle livsformer for ukrænkelige. Dog har ukrænkeligheden af menneskeliv fået en speciel plads. Den første og vigtigste rettighed, som et menneske har, er retten til at leve. Den hellige Quran siger:

"..den, der dræber et menneske, hvis det ikke er for (mord på) et

menneske eller for oprør i landet, så skal det (for ham) være, som om han har dræbt hele menneskeheden. Og den, der lader det i live, så skal det

(for ham) være, som om han har holdt hele menneskeheden i live.."

(Quran 5;32)

"…if any one slew a person - unless it be for murder or for spreading mischief in the land - it would be as if he slew the whole world´s people: and if any one saved a life it would be as if he saved the life of the whole inhabitants."[Al Quran 5:32]

Sådan er værdien af et enkelt menneske, at Quranen ligestiller det uretfærdige drab af selv et eneste menneske, med drabet på hele menneskeheden. Derfor forbyder Quranen mord i helt klare toner. At tage livet på en kriminel, af staten, for at administrere retfærdighed, er påkrævet, for at opholde lov og orden, og opnå fred og sikkerhed i samfundet. Kun en behørig og kompetent ret kan bestemme, om en person har mistet retten til at leve, da vedkommende ignorerede andre menneskers ret til at leve i fred.

ETIK OMKRING KRIG

Selv i en krigstilstand, påbyder Islam, at man behandler fjenden nobelt på "slagmarken". Islam har trukket en klar linie mellem kæmpende og ikke-kæmpende (civile) i fjendens land. Angående den ikke-kæmpende befolkning, såsom kvinder, børn, ældre og svage, er instruktionerne fra Profeten følgende: "Dræb ikke ældre, børn eller kvinder (1). Dræb ikke munkene i klostrene" eller "dræb ikke folk, der opholder sig på steder, hvor der bliver tilbedt" (2). Under en krig så profeten liget af en kvinde liggende på jorden og observerede: "Hun var ikke i kamp. Hvorfor er hun så blevet dræbt"? Derfor er ikke-kæmpende garanteret sikkerhed for deres liv, selv hvis deres land er i krig med en islamisk stat.

JIHAD

Selvom Islam generelt er blevet misforstået i den vestlige verden, er der sikkert intet islamisk udtryk, der fremkalder så stærke reaktioner, som ordet "jihad". Udtrykket "jihad" er blevet misbrugt til at fremmane forestillinger om voldelige muslimer, der tvinger folk til at overgive sig ved brug af sværdet. Denne myte er blevet bevaret uafbrudt gennem århundreder af mistro i løbet af og efter korstogene. Desværre har den overlevet til den dag i dag.

Ordet "jihad" stammer fra ordet jahada, hvilket betyder at anstrenge sig, stræbe, kæmpe. Derfor er jihad bogstaveligt talt en handling, der involverer anstrengelser eller kamp. Profeten Muhammed (fred være med ham) sagde, at den største jihad er kampen mod de snigende tanker i ens eget ego. Derfor refererer Jihad først og fremmest til den indre kamp for at være en person af dyd og overgivelse til Gud i alle livets aspekter.

Dernæst refererer jihad til kamp mod uretfærdighed. Islam tillader, som mange andre religioner, væbnet selvforsvar, eller straf mod tyranni, udnyttelse og undertrykkelse. Den hellige Quran siger:

"Hvad fejler I da, at I ikke kæmper for Allahs sag og for de svage blandt mændene og kvinderne og børnene - dem, der siger: Vor Herre, før os ud af denne by, hvis beboere er undertrykkere, og skænk os en beskytter fra Dig Selv, og skænk os en hjælper fra Dig Selv."

(Quran 4;75)

"And why should ye not fight inn the caused of God and of those who being weak, are ill-treated (and oppressed)? – Men, women, and children, whose cry is "Our Lord! Rescue us from this town, whose people are oppressors; and raise for us from thee one who will protect; and the raise for us from thee one who will help!"[Al Quran 4:75]

Derfor påbyder Islam sine følgere at gøre deres bedste for at rense deres inderste såvel som at etablere fred og retfærdighed i samfundet. En muslim kan aldrig være rolig når vedkommende ser uretfærdighed og undertrykkelse omkring sig. Som Martin Luther King Jr. sagde:

"Vi må angre i denne generation, ikke kun for de hadefulde ord og gerninger af de onde folk, men også for den forfærdende tavshed hos de gode folk"

Islam påbyder alle muslimer at arbejde aktivt for at opretholde den balance, som Gud skabte alting i. Dog, lige meget hvor berettiget grunden kan synes at være, kan den hellige Quran aldrig lade drab af uskyldige mennesker gå upåtalt hen. At terrorisere civilbefolkningen kan aldrig blive benævnt som Jihad, og kan aldrig forenes med Islams lære.

HISTORISK KENDT FOR TOLERANCE

Selv lærde i Vesten har forkastet myten om muslimer, der tvinger andre til at konvertere. Den kendte historiker De Lacy O'Leary skrev:

"Historien gør det dog klart, at legenden om fanatiske muslimer, der kommer farende hen over verden og påtvinger de besejrede racer Islam, ved brug af sværdet, er en af de mest fantastiske, absurde myter, som historikere nogensinde har gentaget" (3).

Muslimer regerede Spanien i ca. 800 år. Gennem denne tid, og indtil de til sidst blev tvunget ud, var ikke-muslimer i live og blomstrede op. Desuden har kristne og jødiske minoriteter overlevet i de muslimske lande i Mellemøsten i århundreder. Lande som Egypten, Marokko, Palæstina, Libanon, Syrien og Jordan har alle betydningsfulde kristne og/eller jødiske befolkninger.

Dette er ikke overraskende for en muslim, da hans tro forbyder ham at tvinge andre til at acceptere hans synspunkt. Den hellige Quran siger:

"Der må ikke være tvang i religionen, thi sandheden er visselig let at

skelne fra løgnen. Den, der derfor fornægter dem, der leder vild, og tror

på Allah - han har visselig grebet fat i det stærkeste håndtag, der ikke kan sønderbrydes, og Allah er Althørende, Alvidende."

(Quran 2;256)

"Let there be no compulsion in religion: Truth stands out clear from error: whoever rejects evil and believes in God hath grasped the most trustworthy hand-hold that never breaks. And God hearth and knoweth all things."

[Al Quran 2:256]

ISLAM – DEN STORE FORENER

Langt fra at være et militant dogme, er Islam en livsform, der overgår race og etniske grupper. Den hellige Quran minder os igen og igen om vores fælles oprindelse:

"I mennesker, Vi har visselig skabt jer (alle) af mand og kvinde og gjort

jer til folk og stammer, for at I må kende hinanden. Sandelig, den retfærdigste blandt jer har størst ære hos Allah, thi Allah er Alvidende og kender alle ting."

(Quran 49;13)

"O mankind! We created you from a single (pair) of a male and female, and made you into nations and tribes, that ye may know each other (not that ye may despise (each other)). Verily the most honored of you in sight of God is (who he is) the most righteous of you. And God has full knowledge and is well acquainted (with all things)."[Al Quran 49:13]

Derfor er det alsidigheden af dens lære, der gør Islam til den hurtigst voksende religion i verden. I en verden fuld af konflikter og dyb splittelse mellem folk, en verden, der er truet af terrorisme begået af enkeltpersoner og stater, er Islam som et lysende fyrtårn, der giver håb for fremtiden.

(1) fortalt i samlingen af traditioner af Abu Dawud

(2) fortalt i Musnad af Imam Ibn Hanbal

(3) Islam At Crossroads, London, 1923, side 8

------------------------------------------------------------------------------------------------------------